ENDNU EN SORØ REGATTA – MED REGATTAKIOSK – VEL OVERSTÅET!
En hektisk weekend med flot vejr og fin aktivitet både på og ved vandet er slut. Vi fik igen i år
stablet en velfungerende og velbesøgt kiosk på benene i kraft af nogle supereffektive frivillige, der
gav den en skalle både torsdag (med at tømme hallen) og fredag (med at modtage og klargøre varer,
sætte kiosk op, hente stole og skjoldvogn og meget mere), så vi lørdag kunne åbne fra
morgenstunden med den sædvanlige frisklavede kaffe, ostemadder, frugt og hvad der ellers hører
sig til.

I år havde vi udvidet sortimentet lidt: ud over de sædvanlige toast og regattaboller (de er tilbage!)
havde vi i år fået en pølsepande foræret, så vi kunne sætte grillpølser med brød på menuen. 70 stks
pølser blev indkøbt, og den sidste af disse 70 blev langet over disken 5 minutter før lukketid søndag
eftermiddag.

Men vores bestseller er og bliver de fantastiske hjemmebagte kager, som kom fra nær og fjern: af
hjertet tak til alle de frivillige, medlemmer, forældre, der har bidraget med kage til kiosken, den
ville ikke være det samme uden Jeres lækre input!

Regattaen bar dog præg af eftervirkninger fra Covid19 – eller var det sammenfaldet med 2 andre
store begivenheder i samme weekend? – for faktum var, at der var væsentlig færre roere i år og
derfor også færre besøgende, så resultatet af vore bestræbelser tegner til at give et lidt mindre
udbytte end tidligere store år.

Men det ændrer ikke på, at alle de frivillige, der har givet en hånd med i forbindelsen med Sorø
regattaen: med udlægning af baner, brygning af kaffe, startere, runnere, salgspersonale i kiosken og
i skjoldvognen, serveringspersonale ved dommerfrokost, kagebagere og toiletpassere og alle de
andre, jeg ikke får nævnt her…. har gjort en kæmpe indsats og været med til, at Sorø Regatta igen i
år kan betegnes som en succes. Kæmpetak herfra!

Og ikke mindst en stor og hjertelig tak til de rigtig mange frivillige, der dukkede op efter endt
regatta og gav os en tiltrængt hånd med at rydde hele klubben op, så den efter kun ca. 1 time stod
snorlige og rengjort uden synlige spor af de mange mennesker fra weekenden. Det må siges at være
rekord! Alle hjælpere fra oprydningen sluttede som vanligt af med restsmørrebrød fra frokosten og
et stykke hjemmebagt kage fra kiosken, og det var med et – træt – smil på læben, at vi kunne tage
hjem efter endnu en vellykket regattaweekend.

Kærlig hilsen,
Kiosk-tovholderne