Roere i Kalundborg roklub

Roudflugt til Kalundborg og Røsnæs

”Åren langs. Vi skifter” er nok en af de ro-kommandoer, der bliver brugt mindst i Sorø Roklub. Det er der, hvor man slipper sin åre, lader den gå langs med båden, og alle i båden skifter plads på åbent vand, og det er naturligt nok ikke oplagt for Sorø Roklubs bådtyper… Så da vi var 10 friske roere på udflugt til Kalundborg Roklub for at ro i inriggere i Kalundborg Fjord, skulle vi lige vænne os til at slippe åren og skifte plads i båden hvert 20 min. Men det stod hurtigt klart, at inriggerne har lighedstræk med skibspramme, og vi blev trygge og garvede ”skiftere” efter kort tid
.
Vi mødtes i Kalundborg Roklub lørdag morgen den 4. juni kl. 9 med de lokale roere Rose, Lis og Hanne, som fordelte sig i tre inriggerbåde med os. To fiere og en toer. Og så gik det ellers derudad i de gamle træbåde langs den flotte kyst mod Røsnæs. På turen fortalte vores tre styrmænd engageret om, hvad vi så. Vi roede forbi diverse smukt beliggende huse, som vi fik lyst til at eje, flotte grønne skrænter, superklart vand, svaler med reder i skrænten, og et par marsvin dukkede også op.

Undervejs lagde vi til ved Sønderstrand, som er en lille skrænt med en endnu mindre strand, tøjrede bådene til en badebro i bedste feriestil og fik kaffe, inden vi igen satte kurs mod Røsnæs Fyr. Vi kunne ikke gå i land andre steder, så turen gik igen tilbage til Sønderstrand, hvor vi fik vores velfortjente og tiltrængte frokost, hvorefter turen gik hjemad.

Det blev til: i alt 39 km roning, 10 guldmedaljer i kagespisning, flere ømme bagdele og rygge, tæt opløb i røde kinder og ben på grund af det totalt fantastiske vejr, masser af snak og grin på tværs af alle roere, flere liter vand skovlet med et smil ud af den hullede træbåd, én kæmpe pose spist slik (i den ene båd, som dog ikke blev udtaget til dopingkontrol), flotte præstationer i drukket vand og kaffe, solcreme i lange baner – og så ti trætte og tilfredse roere tilbage kl. 18 i Kalundborg.

Tusinde tak til ”turudvalget” for dette fantastiske initiativ.

Roere i Kalundborg roklub