REGATTAKIOSKEN GØR DET IGEN!

Så er Sorø Regatta nr. 91 veloverstået, takket være en velfungerende skare af frivillige, der har knoklet ikke bare i weekenden, men i flere uger op til Regattaen. Vi er efterhånden så erfarne i indkøb og behov, så vi ved, hvad og hvor meget vi skal regne med at købe ind… vejret gjorde vores indkøb ekstrasvære i år, da vi ikke rigtig kunne forudse, om det blev solskin, regn, blæst eller..? Men vi endte med at få det hele, desværre lidt for meget af det dårlige, men det gik mest ud over roerne!

En speciel tak skal lyde til en samling ihærdige og positive forældre, roere og rospinnere, der igen i år gjorde Kiosken både i klubben og på Skjolden til et velkørende og positivt samlingssted under Regattaen. Tak til Gitte, Bonnie, Ruth’s mor, Tina med flere: I tog Jer kærligt af kioskvognen på Skjolden, det er ikke altid lige nemt at få en lille skurvogn til at ligne en restaurant og leve op til publikums – og ikke mindst dommertårnets – forventninger, og selvom der ikke var helt så travlt som de foregående år, kan I stadig klappe Jer selv på skulderen for en superindsats.

Der er i stor stil blevet brygget kaffe – meget kaffe – smurt regattaboller og skåret kage – uendelig meget kage – og i lidt mere beskeden målestok i år hentet is fra fryseren og der er blevet talt på fingre og øvet hovedregning og tjekket mobilepay-kvitteringer i et væk…. men alt i alt har det igen i år givet pote og ser i skrivende stund ud til at give klubben et pænt overskud, takket være jeres alle sammens indsats! Også en kæmpetak til vores altid beredvillige runner August, toiletpasserne, de ufattelig mange kagebagere og håndværkerne, der har givet os deres sparsomme fritid både før, under og efter Regattaen med op- og nedtagning af både kiosk og Skjoldkiosk og alt det andet…. I har alle været en uundværlig brik i det store maskineri, der får Regattaen til endnu en gang at fremstå velsmurt og veldrevet.

Søndag aften efter ekspedition af absolut sidste kunde og efter et par timers ihærdig indsats, dette år med mange glade og arbejdsomme hjælpere og afryddere, havde klubben igen det normale udseende, parat til at modtage mandagens faste brugere fra morgenstunden. Vi ser frem til ligeså stor opbakning fra medlemmer og forældre til til kiosktjans og kagebagning til næste år og glæder os allerede!

Kærlig hilsen fra Tovholderne