Mindeord Frede Hansen

Foto: Sorø Roklub 1918 – 2018

Mindeord af Jens Øbro

Frede Hansen afgik ved døden d. 6.marts 2025. Han ville være fyldt 80 d. 5. maj i år.

Frede blev som ganske ung medlem af Sorø Roklub. Han faldt meget hurtigt til, og var at finde først motionsbådene og snart efter i outriggerne, hvor han roede på flere kaproningshold.

Hans gode humør og seriøse tilgang til konkurrenceidræt, gjorde ham vellidt og respekteret. Efter afslutningen på kaproningskarrieren indtrådte han i bestyrelsen som kaproningschef og fra 1970 som formand.

Klubben var på det tidspunkt i en god udvikling med stor aktivitet både på kaproningsbanerne, motions- og ungdomsroning, og Frede forstod at fremme et virkelig godt samarbejde i bestyrelsen.

Branden 3. juledag 1975, hvor klubhuset brændte ned til grunden, ændrede alt. 

Frede Hansen vil huskes som den formand, der satte sig for bordenden, og med energi og overblik på fornem vis tog lederskab. Dette i et eksemplarisk samarbejde med den øvrige bestyrelse og klubbens medlemmer. Derudover et stort arbejde med forhandlinger og kontakter til myndigheder og andre interessenter.

Opgaven var at få klubben til at fungere, (næsten alle både var brændt), og at finde udvej for at få opført et nyt bådehus og erhverve nye både. 

Med en kæmpeindsats fra Frede og bestyrelsen lykkedes det.

Frede Hansen kunne som formand d. 11. juni 1977 indvie det fine bådehus, som vi kender det i dag samt en splinterny bådepark.

 En præstation som denne tærer på kræfterne, og han lod samme år stafetten gå videre til Merete Leisted Busk. Han burde nok ved den lejlighed være udnævnt som æresmedlem. 

Jeg har kendt Frede siden vi var ganske unge. Vi har siddet i bestyrelsen sammen, roet sammen og som seniorer havde vi i mange år fornøjelsen at ro morgenroning sammen i 4- (Grøn). Desværre svigtede helbredet, så Frede trænede ergometer så længe han kunne, men de seneste år havde han ikke kræfterne. Jeg savner ham.