Ovenpå Sorø Regattaen og ikke mindst forårets kaproninger og træningssamlinger, er der i weekenden udtaget roere til årets ’Coupe de la Jeunesse’ som i år foregår i Milano d. 2-4 august.

Roerne har deltaget i en projektgruppe med 16 roere, som igennem forår og sommer nu er selekteret ned til 6 roere som alle er udtaget. Projektet er drevet af Kraftcenter Roskilde med trænerne Viktor Lous (Roskilde) og Ulla Hvid (Sorø).

Jannick Wly Andersen skal ro dobbeltfirer med Jeroen Grimmelikhuijzen (Bagsværd), Victor Lauritzen (Roskilde) og Casper Girke (DSR), træner Viktor Lous (Roskilde).

Rasmus Lind skal ro dobbeltsculler med Aske Storm (Viking), træner Ulla Hvid (Sorø).

’Coupe de la Jeunesse’ er efter EM og VM, den hårdeste junior konkurrence i Europa. Her deltager i år rigtig mange roere med VM potentiale og ligesom Danmark sender mange andre nationer deres bedste roere hertil i år, grundet den dyre rejse som junior VM i Tokyo i år udgør. Der bliver derfor hård kamp om medaljerne og ikke givet ved dørene til denne konkurrence.

Jannick roede med sit hold et flot løb til Sorø regattaen, de mødte ikke den store konkurrence, så for at blive udtaget var det en kamp mod uret. Kunne drengene ro så hurtigt at de vurderes at gå i en A-finale var de udtaget. Drengene har haft en uge sammen i båden og selv på et tidligt tidspunkt har de fundet god fart. Men den korte tid sammen betyder også at der er meget mere at komme efter og sommeren skal gå med daglig træning i Sorø og senere en træningslejr i Sverige umiddelbart op til ’Coupen’.

Rasmus har tidligere roet dobbeltsculler samen med Aske, men ikke i denne sæson. Så også efter kort tid sammen i dobbeltsculleren var det virkelig flot at ro kun 5 sekunder fra holdet fra Bagsværd / Kvik som senere skal til junior VM. Desværre er der grundet økonomi kun to pladser til årets junior VM og her trak Rasmus og Aske altså det korte strå i det tidlige forår, men flot at de ligger så tæt, ikke mindst da Aske er to år yngre end resten af gruppen.Nu får de to Sorø / Viking roere en god oplevelse i Milano og ligesom dobbeltfireren får de en god sommer til at finde mere fart sammen.

Se også: https://roning.dk/nyheder/udtagelser-til-coupe-de-la-jeunesse/


Rasmus og Aske i blåt, vinder sølv kun 5 sekunder efter Bagsværd / Kvik som skal til junior VM i Tokyo senere på året.

Jeroen, Victor, Casper og Jannick vinder sikkert guld i dobbeltfirer foran Holstebro

Ulla Krüger Hvid, Sorø Roklub d. 10 juli – 2019.